Ìhuge
huge·astet| Ìhuge | huge·astet |
Se også Ìhuge (verb.)
verb. _ ho·© _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1) alm.; (præt.) *huegt MØJy´N.
[muligvis < Ìhuge; spor. på Mors, i Him, Sall, Fjends og MØJy´N]
= hige, længes (efter); skynde sig for at nå. Den Hungrige hoger efter Mad; den Syge hoger efter Præsten. Schade.173. (hun går) og huger som en slugend (= grådig) So efter, at en anden skal stritte (= dø, jf. stritte x), for at hun kan faa det Kon (= den smule) Penge at snage i, som der bliver efter én. Staun.UD.252. (tror I måske,) te det war i mi’ ung’ Daw’, te en Knæjt skuld’ staa og hog’ øwer æ Burd atter Steg? = at det var i min ungdom, at en dreng fik lov at stå og "hænge" over bordet (og kigge) efter steg (mens gæsterne spiste)? Aakj.VF.104. æ ky¶èr ho·©è sö¿n atèr æ ¡wañ·ªtråw, te æ dr浶 snår e§t ku sty·r dæm i æ kåv¶èl = køerne længtes sådan efter vandtruget (og skyndte sig for at komme derhen), at drengen næsten ikke kunne styre dem i koblet (jf. kobbel x). $Vroue. \ (også) = stå, sidde uvirksom; "hænge" [spor. i Him og MØJy´N] han stod og huegt ude ved Gavlen, kiggede omkring. MØJy.
| Ìhuge | huge·astet |
| Sidens top | |