hej·gut

Ìhejli

Se også hædelig (adj.), Ìhejli (subst.), ÇHejli (mn.), hjejle (subst.)

hejle

verb. _ med sideformerne hejre, hjejle. _ (l/Ï K 4.8:) hæj·l/hæjl (K 1.3) alm.Ì; hæj·r $Tved, Hards, Sydjy; *hægle Him´NV (Becher.ca.1815). _ præs.: ´er (K 6.2)Ç. _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1)È.

\ Ìogså hjæj·l Sønderjy (F.); Çogså *hjejle MØJy´S; È(præt.) også *hjejlet Fjends´S.

[jf. hjejn 1, norsk dialekt heirun (= lidt sygelig); Fjends´S, MØJy (±NØ, ±S), spor. i øvrige Midtjy, i Him, Sydjy og SønJy´NV; se kort]

Tæt afhjemlet

= være småsyg, skrante; (om kreaturer:) ikke have lyst til foder. heil ¨ om et sygt Menneske, der neppe kan liste sig afsted. MØJy (Molb.683). Den gik saa sæe aa hjejlet, /di veedst ett, hva den fejlet = den (dvs. koen) gik så sært og skrantede, de vidste ikke, hvad den fejlede. Fjends. han går o heile den ov (= og hejler den af), han bliver hverken bedre eller dårligere. Samsø. \ (også) = være uvirksom, doven [spor. i SVJy´S og SønJy´NV] sto¿ å hæj·l öwèr æn spå· (= stå og hejle over en spade), stå og drive. $Darum.

hej·gut	Ìhejli
Sidens top