hej·dukke
hejle| hej·dukke | hejle |
subst. _ 1.sms.led: hæj´ alm.; hÉ÷j´ $Børglum; hÉj·´ $Torsted; hæj·´ $Agger, $Havbro, $Voldby, spor. i MØJy, Sydjy og Sønderjy´N (jf. K 1.3); hæ·j´ Holmsland.
[muligvis omdannelse af hejduk (se hej·dukke)]
1) = lystig, overgiven fyr [formentlig < betydning 2; spor. i Østjy´N og ´M, i Thy og SVJy´S] "Heigut", vældig Karl, storpralende Skryder. MØJy. \ (også) = (suspekt) person [spor. i Vends og NØJy] nedsættende, skeptisk: hwa mon de war får i hæjgut? (= hvad mon det var for en hejgut?). AEsp.VO. "Han tegner "fandeme" ikke godt, Hejgutten", udbrød Bønderne (om den stærkt berusede brudgom), ligesom de plejede at sige, naar de saa paa en "Klod" (= ung hest). AarbRanders.1940.109.
2) spille/drive hejgut med = holde for nar; være overlegen over for; lave sjov el. løjer med [spredt i Nørrejy og Sønderjy´N] Do skat kom tee spæll Heigut mæ mæ = du skal ikke komme til (dvs. få held med) at holde mig for nar. Fjends. \ (også, afkortet:) spille hej = d.s. *Hards (Noe´Nygård.T.112).
| hej·dukke | hejle |
| Sidens top | |