hedde
Çhede| hedde | Çhede |
Se også Çhede (subst.), Èhede (verb.)
subst. _ udtale »kort (med noter), jf. også K 1.9. _ genus: fem./fk. (K 7.2); også stof´neutr. spor. i Thy og Hards. _ afvigende bf.: *hiin SSamsø; (som tryksvagt sidsteled i sms.:) ´hjÉn AEsp.VO.V.53. _ plur.: ´er (K 6.2).
\ Ìogså hièÛ ØHanH; Çogså he·(è) Thy´S; også hejè AggerSg; Èogså hièr Sall, Fjends´N, spredt i øvrige MVJy; også he·(è) spor. i Hards; ¢dog hièÛ $Tved; £også hièÛ MØJy´SØ, Bjerre og LBælt´N; også *hièj MØJy´M; også hje·, hje·Û $Bjerre; Àogså he·(è); også hiè ´S.
1) = øde område, ufrugtbar (sand)jord, hvis lyngbevoksning mv. bruges som foder, brændsel etc. (jf. hede·tørv) [alm. (dog kun spor. på Djurs og ikke optegnet fra Kattegat´øerne)] Frå æ¬e tij va fålk vånt te å betragt skòv, mu·s å hi· hòtè som fÉlesgòs, de hva ku benøt dÉm å, som di faj fågåt = fra ældre tid var folk vante til at betragte skov, mose og hede næsten som fællesgods, som enhver kunne benytte sig af, som man fandt for godt. Grønb.Opt.20. hvæ¿r go¿r fÉk æn stomp mark å 浶, muès å kja¿r, hiè å kle§t = hver gård fik (ved udskiftningen) en stump mark og eng, mose og kær, hede og klit. Kvolsgaard.L.3. u· å è he· ¨ hintè di jo løµ¶ te limè å ka·rbostè = ude på heden henter de jo lyng til koste og karskrubber. Tønder. Da Dalgas nu spurgte en af Mændene, om han vilde sælge sin Hede, udbrød denne (spøgende): "Sæl æ Hie? _ Nej, vi staar ligh for Bågen!" (= sælge heden? nej, vi står lige for at skulle bage! dvs. vi har brug for lyngtørv). Sulkjær.Arnborg.8. Han æ ¡u·r å swi ¡hi·e = Han er ude og svide hede (brænde hede af), som forberedelse til dyrkning. Hards. Æ haar manne Gaang i mi ong Daw brækked Hie en hiel Daae mæ tre Hejst fur æ Plov = jeg har mange gange i mine unge dage brækket hede (dvs. brudt hedejord, jf. brække 2) en hel dag med tre heste for ploven. AarbThisted.1946.360. (talemåde:) Ven de dugger över æ he·, så er æ re·n straks re· = når der ligger aftentåge over heden, så er regnen straks rede til at falde (jf. dugge 1). Bov.152. _ (ofte med præp. i:) Han gek mæ Foeren i Hien = han gik med fårene i heden (dvs. vogtede får på heden). Blich.XXVIII.97. La·s gik u·r i è Hiè o slow Løµ¶ = Lars gik ude i heden og slog lyng. Hards. \ heder og steder [formentlig forvanskning af ejer og byer, se Çejer] Saa kommer der (mennesker) Heder og Steder fra, fra adskillige Egne og Byer. *Hards (Krist.JyF.VII.296). \ som stednavn [spor. i Nørrejy] æ hi·è (= heden), stykke af udmark, ¨ har ikke i og for sig noget med lyng at gøre. Mors. Heden ¨ laa altid i Udkanten af Landsbyen og hørte som Regel med til det saakaldte Overdrev, der laa uopdyrket hen. AarbVends.1932.300. Hiin (= heden) ¨ det uopdyrkede land mellem Nord´ og Sydøen. SSams.
2) = lyng [videreudviklet af betydning 1, muligvis påvirket af tysk Heide; Sønderjy syd for rigsgrænsen, spor. i området lige nord for, desuden Sall (iflg. Kalkar.II.180); se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Di blo·st me he·j (= de blussede med hede), dvs.: De fyrede med lyng, nemlig i bageovnen. KærH (SønJy). Áhe· ¨ brugtes også som Tækkemateriale. Angel. vi fuèr mæ ¡hiè = vi fodrer med lyng. $Fjolde. (vejrregel:) væn æ ¡he· ¡blåstèrè så stærk, syn skaÏ èt gi ¡my·è ¡sne· = når lyngen blomstrede så stærkt, skal det siden give meget sne. KærH (SønJy). \ hugge hede = slå lyng [spor. i VisH og Fjolde] (moderen) grow Klyn a hugged Hie = gravede Tørv og slog Lyng (for at tjene til livets ophold). Fjolde (DF.XI.2). (talemåde:) Han graver Flave (= Hedetørv) med det ene Ben og hugger Hede (= Lyng) med det annt; siges om en skævbenet. VisH (Kok.Ordspr.53). \ (hertil:) hede·blossen, hede·bloster = lyng i blomst. *Fjolde. _ hede·stængel = lyngstilk. *Fjolde. _ hede·top = lyngtop. *$Aventoft. *Fjolde.
| hedde | Çhede |
| Sidens top | |
}){kind=link}