hav·måge
havne| hav·måge | havne |
Se også hævn (subst.), hævne (verb.)
subst. _ haw¶n/hawn (K 1.1) alm.; ha·n $Fanø; haw·n $Mandø, $Løjt, Fjolde. _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; mask. Samsø, $Tved; fem. NØDjursÌ, $AnholtÌ. _ plur.: haw·n/hawn (K 1.3)Ç.
\ Ìdog kun om havnen som område el. institution; havnen som anlæg, bassin er mask., jf. første citat ndf.); Çmen mange steder ikke afhjemlet, fx i Sønderjy.
1) = rigsm. (om den byggede havn, om havnen som institution og om havnepladsen, havneområdet). Haw¶nin er selve Basinet, Haw¶nen er Havnepladsen. Ski·ven le©æ i Haw¶nin, Hu·si¶n le©æ we Haw¶nen (= skibene ligger i havnen, husene ligger ved havnen). NØDjurs. _ (overført:) kom gåt i Hawn = komme i Sikkerhed. MØJy. Å en Då bløw hun gywt med Jens Glå. / Ja så war Mari forswårle i Hawn, /for han war en Svend, der swår te hans Navn = og en dag blev hun gift med Jens Glad; ja, så var Marie forsvarligt i havn, for han var en svend, der svarede til sit navn. Noe´Nygård.J.27. Han slap gaat i Haw¶n = slap godt fra det. NØDjurs.
2) = landingsplads, "naturhavn" [spor. afhjemlet] ¡ne· ve è ¡kañt = nede ved Stranden (hed det) hele Øen rundt undtagen Sydvest´ og til dels Vestsiden, der hedder è haw·n. Her har man tidligere kunmet sejle ind. $Mandø.
| hav·måge | havne |
| Sidens top | |