Çhal	hald·bakke

Se også Ìhæld (subst.), Çhæld (adj.), Ìhælde (verb.)

hald

subst. _ med sideformerne halde, hælde. _ hal¶/ha¬¶ (K 4.6, K 1.3) MØJyÌ, $NSamsø, $Torsted; ha¬ $SSamsø; ha¬· Sall; h欷/Áhæ¬(·) (K 1.3) SØJy, SønJy´SØ, $Fjolde. _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; neutr. MØJy´SØÇ. _ afvigende bf.: ha¬¶èn $SSamsø. _ plur.: ´er (K 6.2) alm; *hall, *hael Mols; ha¬ HadsH (MØJy); (som stedn.:) ha¬¶è $Hostrup.

\ Ìogså ha¬· VoerH; også *hell GaltenH; Çvsa. fk. VoerH.

[< hælde 4; jf. svensk häll, hälla, norsk helle; SDjurs, Samsø, MØJy´SØ, SØJy´NØ, spredt i SønJy´SØ, spor. i øvrige Østjy og i Sall, desuden $Fjolde; se kort; fortrinsvis i ældre dialekt; syn.: Ìhæld 1 (som ordet ikke kan klart afgrænses fra)]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= skråning, skrænt (i mark el. skov). Et Jordsmon sammensat af lutter Halder og Høje og bløde, afrundede Bakker. Gejlager.H.46. Det æ ængen gu goer, der æ så manne hald = det er ingen god gård; der er så mange halder (dvs. jorden skråner så meget). Djurs. pas på hølæsset, når du kører ned a e hæld (på en skrå markvej). ØSønJy. hon traj ¡i heñè ¡kantªbo¿ñ ¡dænªgoµ¶ hon reñ ne¿è å ha¬èt = hun trådte i sit »kantebånd, dengang hun rendte ned ad hældet. $Hundslund. e Áhæld· æ ¡öwergruj åw Áfu·lförre = skrænt(en er) overgroet af følfod. AlsOrdsaml.78. _ (især i stednavne, jf. DStedn.III.xxxv+IX.132:) Bakkehældene i Fælingshavens søndre Side ¨ der nu ere beplantede ¨ kaldes den store Halle og den lille Halle, tilsammen hedder de "Halleren" (plur. bf.). AarbRanders.1913.111. I en Mark, hvor en del af Jorden hælder stærkt, bliver den Del tit kaldt Hallet. MØJy. ha¬¶ = større, stærkt hældende stykke jord, fx æ ha¬¶ = Halden ved Thisted. $Torsted.

Çhal	hald·bakke
Sidens top