grog

grone

Se også gråne (verb.), grand (subst.), Ìgrunde (verb.)

gron

subst. _ med sideformerne grøn, gran. _ grø¿n Hards´N; gro¿n Hards´S; *gra·n Sundeved. _ genus: fk.

[< grone; spor. i Hards og på Sundeved]

= stønnende lyd. æn grø¿n ¨ = pustende, stønnende lyd fra en forædt (drøvtyggende) ko. Også hørt om person, der var "stoppet i næsen". Skautrup.H.II.38.

grog	grone
Sidens top