gron
gros| gron | gros |
verb. _ med sideformerne grøne, grane. _ udtale »kort (med note). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; *gran Sundeved. _ præt. og ptc.: ´t alm.; *gra·ñ Sundeved.
\ Ìogså grø·n spor. i Hards´S.
[jf. nedertysk grähnen, gröhnen, engelsk groan; Hards (±NV, ±Ø), SVJy´NV og Sundeved; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
= trække vejret stønnende el. pustende (om kreaturer især pga. forædthed, om menneske pga. forspisthed, anstrengelse, smerte etc.). (om ko:) Æn grø·ner ve¶ er = den, grøner ved det (at rejse sig). Hards. de ¨ sad og aad Boghvedegrød, li· te di gro·nt (= lige så de gronede). HPHansen.GF.II.216. Han hæ laaej aa gra·n det mest a e Nat = han har ligget og stønnet det meste af natten. Sundeved.
| gron | gros |
| Sidens top | |
}){kind=link}