Èfløjtefløjte·ben

Se også Ìfløjte (subst.), Çfløjte (subst.), Èfløjte (verb.)

¢fløjte´

sms.led. _ flöj·tè´/flöjtè´/flöj§tè´ (K 1.5, K 1.6) alm. (med samme vokaler som »Èfløjte); flöj§t´ Thy´S, $Tvis, $Ål.

[< Èfløjte (i ældre sidebetydning: befale, udskælde mm., jf. ODS.V.48); spredt afhjemlet (undt. i Østjy´N, Østjy´S, Sundeved og på Als)]

= overordentlig (som forstærkende forled til adj.). Gu Faare bewors, hwor fløjtegal æ bette Stegi kund blyw! = gudfader bevares, hvor "stjernegal" den lille splejs kunne blive. Aakj.P.137. \ (også forstærkende adv.:) fløjtende(s) = d.s.

Èfløjtefløjte·ben
Sidens top