ÌfløjteÈfløjte

Se også Ìfløjte (subst.), Èfløjte (verb.), ¢fløjte´ (sms.led)

Çfløjte

subst. _ flöj·t/flö÷jt (K 1.5) alm.; fløjt $SSamsø; flöwt Fanø. _ genus: fem./fk. (K 7.2) alm.; neutr. KærH (ØSønJy). _ plur.: ´è $Agerskov.

[af uvis opr., og næppe beslægtet med ODS. II.Fløjte (= gammel skibstype) som foreslået i Lars.Ordb.55; muligvis obskøn sidebetydning af Ìfløjte (jf. Mensing.Wb. fleut 3), sml. gal·fløjte; spor. i Øst-, Syd- og Sønderjy; fortrinsvis i ældre kilder]

= flane; forfløjent pigebarn; tøs. Der gaar hun ¨ den Fløjte, saa skal hun koppes (= kopsættes), og saa skal hun have Draaber (= medicin). A siger Herren namme til (plejemoderen) Ane Mett’ , te hun skulde give hende noget i hendes Røv. SVJy. En pich kuuj væ et "fløjt", så var hun letsindig. ØSønJy. Stine har altid været en sær gal Fløjte. KSkytte.JB.II.51. \ (vist misforstået:) Flöjt’ ¨ = høj, opstadset, flot Kvinde. Lars.Ordb.55.

ÌfløjteÈfløjte
Sidens top