fløjtÇfløjte

Se også Çfløjte (subst.), Èfløjte (verb.), ¢fløjte´ (sms.led)

Ìfløjte

subst. _ udtales i alm. som »Èfløjte; også (ældre) flÒtj Vends (i betydning 1); også (yngre) flejt $NSamsø, SDjurs. _ genus: fem./fk. (K 7.2). _ plur.: ´er (K 6.2).

 Næste betydning

1) = hjemmelavet fløjte; alm. af pile´, hylde´ el. rønnegren; jf. ØH.1949.68, Budst.1957.44. Skarntyde, vild Kørvel ¨ dem lavde vi jo Fløjter af ¨ ved en Ridse på langs af Stængelen. $Vodder. _ (overført:) næ hon ent ka fo aal Ting ette henner Flejt = når hun ikke kan få alting efter sin fløjte (dvs. vilje). JPChrist.Gosd.32. \ (overført) = hals, mund, røv. dær kåmèr skit i flæjtèn (= der kommer skidt i fløjten), dvs. a hår en tus i ha϶sèn (= jeg har en tudse i halsen; jf. skide x). *$Tved. wi komèr te å ska ha i man¶ båjè te å kjø skit i fløj·tèn (= vi kommer til at skulle have en mand »budet til at køre skidt i fløjten), naar en holder spektakel. *$Voldby. å·, wet do eñtj blæ·s i flÒtjèn = vil du ikke blæse i fløgten (= røven), et affejende svar til den påtrængende (jf. blæse 5.2). *$Hellum.

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = professionelt fremstillet fløjte [spor. afhjemlet] fjo¿Ï å flöj§t = Fiol og Fløjte. Disse Instrumenter benyttede Spillemændene ved Daabsgilder. $Vodder.

 Forrige betydning

3) (i plur.:) fløjter = (planten) kvan. *Herning´egnen (JLange.ODP.I.112).

fløjtÇfløjte
Sidens top