dup·snudet
durk| dup·snudet | durk |
Se også Çdu (verb.), Ìdue (subst.)
subst. _ (´r/´è etc. K 4.9:) du¿r/dúr/du·è(r) (K 1.1, K 2.1) alm.; duw¶r Vends. _ genus: fem./fk. (K 7.2).
1) = rigsm. (facon, måde); i forb. som gå i den gamle /samme dur [spor. afhjemlet] de ka Do faatæll hejer i Gaang senn, nær aaltj æ goen i sin gammel Dur ijen = det kan du fortælle hende en gang siden, når alt er gået i sin gamle dur igen. CJRLund.TN.13. hañ bløw ¡ve i dæn ¡du¿r li· te ¡meñªnæt = han blev ved i den dur (dvs. på samme måde) lige til midnat. $Hundslund. \ (hertil vel også:) han gjæ¶e i hans ejen Du¶r = (han går i) hans egen Tommerum (dvs. i egne tanker). *MØJy.
2) = humør, sindsstemning. hand ku gådt væ i dænd¶ Du¶r, te hand næ¶r nue kam mæ Kyw·lenger, så·: "Fand·en mæ Kyld·enger, næj, kom mæ Gå¿sen!" = han (dvs. præsten) kunne godt være i det humør, at han, når nogen kom med kyllinger (som gave til ham), sagde: fanden med kyllingerne, nej, kom med gåsen. *Sall (TKrist.BT.87). Kom man rigtig i Dur, skubbede man Huen i Nakken, slog sig for Brystet og svor med dyre Ord at hævne Fir’ogtres (dvs. krigen 1864). Bregend.Sød.I.249.
| dup·snudet | durk |
| Sidens top | |