Ìdu
dublet| Ìdu | dublet |
Se også Ìdu (pron.)
verb. _ udtale »kort 1 (med noter), jf. også K 1.3, K 2.1; i de blå og grønne områder mellem linjerne A og B behandles ordet som opr. tostavelses, og man finder rester af samme forhold i Østjy´N og ´M (jf. noterne 1, 2 og 4). _ præs.: ´er (K 6.2) alm.; ´¶er (K 6.2) størstedelen af Vest-, Syd- og SønderjyÇÈ (mellem linjerne A og B); også du·r, dowèr Hards´N, spor. i SVJy. _ præt. og ptc.: »kort 2 (med noter)ÇÈ, jf. også K 1.3, K 6.1; områderne med dde´bøjning (markeret med brunt og orange) har formentlig engang været sammenhængende (jf. note 11, 13´14), og områderne med te´bøjning (markeret med blåt) har muligvis rakt længere mod øst (jf. note 12, 14´17).
\ Ìspor. også (ældre) duw·; også (yngre) duw¶; Çdog du· Lyngby.Opt.; Èdog du¿ Fur; dog du¿ el. duw¶ $Agger, $Hurup, $Lødderup m.fl. ældre kilder; ¢dog du· $Houlbjerg, $Voldby; £også (yngre) dow¶; Àogså (yngre) dew¶; Îogså dow¶; {også (yngre) du¿, duw¶; }også Ádaw· Åbenrå´egnen; også *dow Als; også duè HJørg.Als.38; Ì°også (yngre) du¿; også dåw¶ $Vodder; ÌÌrekonstrueret ud fra præs.; ÌÇi betydning 1 kun ede´bøjning $Torsted; ÌÈogså duj· hhv. duj¶ spor. i Him´Ø; Ì¢dog du·/dur· hhv. du¿/dur¶ (K 4.1) MØJy´NØ; også dut (i begge former) spor. i Ommers´V; Ì£også duj· hhv. duj¶; ÌÀogså duÛ· hhv. duj¶ spor. i MØJy´V; også dut (i begge former) spor. i Viborg´egnen, MØJy´SV og SØJy; ÌÎogså dwo§t (i begge former); Ì{spor. også dåt (i begge former), fx $Agerskov, Åbenrå; Ì}dog Ádu·t hhv. du·t (til inf. duè) HJørg.Als.38; også dåt (i begge former) $Bov, spor. på Sundeved; også præt. Ádoj spor. i Sønderborg´egnen; Ç°også du§t hhv. dut ´N; ÇÌdog dåt (i begge former) syd for linjen A_A; også du·, duw· (i begge former) spor. i SVJy´S; ÇÇkun få kilder; spor. også med ´u´; enkelte optegnelser med acc.2 i præt. (du÷t, då÷t); ÇÈdog ´er med tab af acc.2 i ´SØ, jf. K 1.1: dåwè, dawè, du·è, dúè; Ç¢i områderne med inf. på ´ú får præt. og ptc. dog alm. ´uw´: duwèt hhv. duw¶èt (Vends, Vestjy´N), du·èt hhv. du¿èt (VSønJy); sj. dúèt (i begge former); i MØJy og på Samsø er spor. optegnet former med sammentrækning til én stavelse: du·t hhv. du¿t
1) = være brugbar, kunne anvendes. (når en pige på Varde´egnen skal giftes, spørger man:) "Duer hun now’e i æ lier?" (= duer hun til noget i leret, dvs. som pottemagerske). MarkMont.1968.41. Ven e Hø va saa muen, te e Frø ku dov aa so egen, saa bløv en roske = når hørren var så moden, at frøet kunne sås igen, så blev den rusket (dvs. rykket op med rode). Als. _ (talemåder:) dæñ¶ du¿èr e§t, en ska driw· te æ ar·bè = den (person) duer ikke, som man skal drive til arbejdet. $Lejrskov. fesk å gjæjstè duè it tri· daw = fisk og gæster duer ikke tredje dag. MØJy. ka de læ sæ fo, så ka de val osse læ sæ du = kan det lade sig få (dvs. fås), kan det vel også lade sig du (dvs. bruges). MØJy. \ (også) = kunne arbejde, klare sig [spor. afhjemlet] Wa dæ en Daw, a gik aa herjelt aa dur it, wa de Ukru saa uhen som en Tuhen = var der en dag, jeg gik og skrantede og ikke duede, (så) var det ukrudt (til madmoder) så ond som en torn. PJæger.Y.12. han dower it mer = er affældig, skrøbelig. SønJy.
2) (som gradsangivelse:) så(dan) det duer (til) noget = så det batter, forslår [spor. i MVJy´N og Ommers] Næj, i¡law a wa dr浶, da blöw Ûèr haj·lt, så Ûè du·Û te nå·Û = nej, da jeg var dreng, da blev der handlet, så det battede. NPBjerreg.ÅOmmers.73. Men Margret _ det war en granne Pig’, søen det dut nøj = men Margrete, det var en opvakt pige, så det forslog noget. Aakj.P.123.
| Ìdu | dublet |
| Sidens top | |
}){kind=link}
}){kind=link}