dur	durk·dreven

Se også duerik (subst.)

durk

adv. _ med sideformerne durken, durt, dolk. _ dork alm; også dolk $Børglum; dort MØJy, $NSamsø; dor§kèn $Lødderup; dorkèn spor. i SVJy og SønJy´N.

[< tysk (muligvis via rigsmål); spredt afhjemlet]

= lige, direkte; hyppigt i forb. durk igennem. VSønJy (Fog.ca.1808). han gik dort ijæmel æn træj al høw twånhæk = han gik lige igennem en tre alen høj tjørnehæk. MØJy. æ tër gik dork po¶mæ = tyren gik direkte på mig (dvs. til angreb på mig). $Vroue. \ durken væk = forbi [spor. i SVJy´S og ØSønJy´N, desuden $Lødderup] En Bonde, som ikke vil tage ind i et Verthuus at bede, siger: Lad os kiøre dorgen væk. SVJy´S (Foersom.1811). han gjik dor§kèn wæk (om en som gaar forbi og af Ligegyldighed ikke bryder sig om noget). $Lødderup.

dur	durk·dreven
Sidens top