dogre·vornÇdokke

Se også Çdokke (verb.), dugget (adj.), Ìdukke (subst.), Èdukke (verb.)

Ìdokke

verb. _ med sideformerne dukke, dukse, dykkie, tokkie, tukkie. _ dåk KærH (Vends); dok $Læsø; do©s $Børglum; då§k $Havbro, Fjends (F.); tuki MØJy (dog tåki ´V); diki Mols. _ præs.: ´er (K 6.1). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.2) alm.; ´t $Børglum.

[< middelnedertysk (op)duken, ´dogen; opr. samme ord som Çdygge, og nært beslægtet med Çdy; vedr. d´/t´ se Dialektstudier.II.41; spredt i Vends´S, Han, MØJy´M og ´S, spor. i Vends´N og NØJy, desuden Ribe (TerpagerÇ.ca.1700); fortrinsvis i ældre kilder]

= magte; få bugt med; "ordne" (såvel korporligt som overført). Vends (Milling.1829). trow¶èr do, do ka dòk ham, nå¿r i skal te å slås? = tror du, du kan magte ham, når I skal til at slås? KærH. a ku tuki ham = tumle ham. MØJy´S. hon wa et te å diki = hun var ikke til at stoppe Munden paa, (lod sig ikke sige) hvor Skabet skulde staa. Mols. \ (spec., med adv.:) Der kand ingen dukke op med hannem = ingen kan hamle op med ham. *TerpagerÇ.ca.1700.

dogre·vornÇdokke
Sidens top