brakjords·rug
brak·land| brakjords·rug | brak·land |
Se også Ìbrak (subst.), Èbrak (subst.)
verb. _ brak/bra§k/bra÷k (K 1.4) alm.; Ábra·ch TonalOmr (K 1.4). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´et (K 6.1) alm.; *bra·cht Als; Ábra·cht hhv. bracht $Bov; (ptc.) også brakèn $Tved.
[mht. ´ch´former jf. Ìbrak]
1) = lægge jord brak; lade jord ligge brak [spredt i NVJy, MØJy, SØJy og SønJy, spor. i Vends, Him´V, Djurs, MVJy´N og SVJy´S] å bra§k = di plöwèr æ bo·rèr dær ska le©· i brak, så ska æ swa¿r le© å röñ·, så ska æ jo plöwès i¡jæn en par gåµ· = at brakke, dvs. man pløjer den grønjord, der skal ligge i brak; så skal (grøn)sværen ligge og rådne; så skal det jo pløjes igen et par gange. Thy. o æ gre·smark blöw bra§kèr æn os¡tæjt hwæ·r o¿r te row = af græsmarken blev der hvert år brakket en »årstægt til rug. $Tvis. no hår di ¡pi¿nt ¡jo¿rèn; no mo di ha èn ¡brakèn = nu har de (ud)pint jorden; nu må de have den lagt brak. $Tved. Der avledes megen Raps, og til denne maatte Jorden brakkes. AarbThisted.1919.44. no braker vi et mier, wo joer ka et toel o blyv saa løes = nu brakker vi ikke mere; vor jord kan ikke tåle at blive så løs. SVJy.
2) = dræne ved hjælp af åbne grøfter, evt. med sten i bunden. vi bra·chè æ la·ñ = vi dræner jorden. *Angel.
| brakjords·rug | brak·land |
| Sidens top | |