brakke

brak·mark

brak·land

subst.

[< land x; spredt i SønJy; syn.: brak·jord]

= jord, der ligger brak. æ Brakland æ blojen skiren = brakjorden er blevet skident (dvs. fyldt med ukrudt). NRangstrupH. (fårene) stod om somme i e ty¶e å e bragland (= om sommeren i tøjr på brakjorden). Sundeved.

brakke	brak·mark
Sidens top