Èbleg

£bleg

Se også Ìbleg (subst.), Çbleg (subst.), Èbleg (subst.), £bleg (adj.), Àbleg´ (sms.led)

¢bleg

subst. _ med sideformerne blege, blegn, blik, blikke. _ ble¿© alm. i ældre kilder fra Nord- og Midtjy; blÉ©¶n Vends´NÌ; blÉ© ØlandSg (Han); ble©(¶) Læsø; ble·© HadsH (MØJy); blek alm. i yngre kilderÇ. _ genus: neutr.

\ Ìdog ble©¶n Skagen; Çdog ble§k Thy, *blecht Als (som adj. i neutr., se ndf.).

[formen på ´n skyldes afledning, jf. Ord&Sag.1986.18ff., svarende til at norsk dialekt har to verber blika og blikna (= ligge vindstille); spredt i Vends´N og ´V; spor. i kystegne sydpå til Ringkøbing hhv. Horsens fjorde og på Als, desuden (men da med rigsmålspåvirket udtale) i øvrige Jyll; syn.: hav·bleg, hænge·blik]

= vindstille over åbent vand (så overfladen ligger spejlblank, jf. Èblik); især i forb. som havet/fjorden er bleg, ligger i bleg (el. der er bleg på havet, fjorden). vi lå og dinglede i bleg (blikstille), og kunde ingen veje komme (med sejlskibet). Krist.Anholt.51. (vejrregel:) loordas blÉg¶n djir søndas blæs, dvs. hvis havet om lørdagen er blikstille, bliver det blæst om søndagen. HornsH (AEsp.VO.I.78). \ slå, stange (ål) på bleg = stange ål på bunden af helt klart og stille vand [spredt omkring den østlige del af Limfjorden] naar Vejret var stille, kunde (man) "slaa aal paa Bleg", dvs. se og ramme den paa Bunden i 1 til 2 Meters Dybde (jf. åle·blegning). HimmerlKjær.1912.54. \ (hertil:) bleg·plet, bleg·stribe = plet hhv. stribe med havblik (på trods af søgang udenom). ¡ble·©ªplæt, ´stri·w. *AEsp.Læsø. \ (også:) som adj. [formentlig ud fra forb. være bleg; spor. afhjemlet] dær ær blæ©iñ Haw. HornsH (Røjkjær.Opt.). e ¡vånd æ ¡bleght = vandet er blikstille. AlsOrdsaml.

Èbleg	£bleg
Sidens top