Çbjælderbjæle

Se også Ìbjaldre (verb.)

bjældre

verb. _ bjæ¬èr $Tvis; bjæ¬è SØJy´Ø og ØSønJy´N. _ præs.: ´er (K 6.3, K 6.2). _ præt.: ´èt $Agerskov.

[beslægtet med Ìbjaldre og bjæle; jf. norsk bjeldra; spredt i SØJy´Ø og ØSønJy´N, spor. i Hards, MØJy og VSønJy´S]

= gø, bjæffe; om lille (arrig) hunds vedholdende gøen. Noe´Nygård.J.15. \ (hertil:) bjældre·hals = lille hund, der bjældrer [spor. i ØSønJy´N]

Çbjælderbjæle
Sidens top