bøjning

bøjtel

Se også Çbøde (verb.), Çbygge (verb.)

bøjt

subst. _ bøwt, böwt Him´V, MVJy, øvrige Midtjy (± SDjurs og Samsø), Sydjy (vsa. bæwt i SØJy), spor. i øvrige Nørrejy; båjt, böjt SønJy. _ genus.: neutr./fk. (K 7.1). _ plur.: u.end. MØJy; böw·t LBælt; ´è Bjerre, Sundeved; böw§t, böw§tèr SVJy.

[< Èbøje; Him´V, Ommers, Rougsø, MVJy, MØJy´SV, Sydjy, SønJy (± Vadehavsøerne), spredt i øvrige MØJy (±NØ), spor. i øvrige Nordjy; se kort; syn.: bøj]

Tæt afhjemlet Spredt afhjemlet

= (skarp) bøjning, krumning; især om vejsving. gi janst嵶èn èt betè böwt = give jernstangen en lille bøjning. MØJy. de hå fåt et bæwt (= det har fået et bøjt), siges om noget der skulde være lige. Bjerre. æ vej slæe et lille bøjt = vejen slår et lille sving. $Løjt. _ (også om kropsbøjning:) a gøe et forkert bøjt = jeg gjorde en forkert bøjning. SønJy. \ (også) = ombukning, opsmøgning. (er dine ærmer for lange) kan do bae gi dem et bøjt. *Haderslev. *Ommers.

bøjning	bøjtel
Sidens top