mar·tørv
møn·tørv| mar·tørv | møn·tørv |
subst. _ el. (med tryksvagt 2.sms.led) ¡mor®tørv ($Vejrum). _ 1.sms.led: mår·´ SkodborgH (MVJy); mor´ $Vejrum; mår´, *må·e´ SVJy. _ genus: fk. el. stof´neutr.Ì _ plur.: u.end.Ì
\ Ìda tørv normalt optræder som en flerhed af samme art, vakler sprogbrugen stærkt mellem, at de omtales som genstande (i plur.) og som materiale (i stof´neutr.).
[1611: mortørv Hards (Vider.II.474); < mor x; spredt i Hards og SVJy (±Ø), spor. i Fjends og SØJy; syn.: Çflave, hede·tørv]
= morholdig overfladetørv (i alm. lyngbevokset); især anvendt som brændsel, i modsætning til sand·tørv 2; jf. Ord&Sag.2014.43. te o briñ· o æ skåstèn vå æ mårtör¶è di bæst = til at brænde på skorstenen (dvs. den åbne skorsten, arnen) var mortørvene de bedste. SVJy. gode Mortørv skar han paa Heden til Brændsel i Teglovnen. RibeAmt.1949.194. Hedetørven, Mortørven, har været det mest benyttede Materiale til Bygningerne (i fortidens »jordhuse på heden). Frifelt&Kragelund.OS.75. må·etør (blev) gravet, hvor der var mor i jorden, fx ved engkanter, ca. 30 x 50 cm, (brugt) som strøelse ved svin. SVJy. \ også kaldt: moret tørv [spor. i Han og Hards] (grandebrev 1760:) Ligeledes maa ingen ¨ grave nogen Slags Moered Tørf, som er tienlig til at brænde. AarbThisted.1942.286. \ (muligvis også som overbegreb:) mortör¶è ¨ deles i 1) »Hedetörv, 2) Skudtörv (jf. skåret´tørv) (altså brugt dels om overfladetørv, dels om mosetørv, jf. Ord&Sag.2014.40f.+45). *$Vejrum.
| mar·tørv | møn·tørv |
| Sidens top | |