Çknyknyge

knyde

verb. _ kny·r $Agerskov, $Hostrup, $Brarup, VisH (F.); kny· Tønder; knyt Fjolde (Lyngby.Opt.)Ì. _ præs.: knyr¶èr $Agerskov; knyr¶ $Hostrup; kny¶èr $Aventoft; knyrèr $Brarup; knyÛèr Fjolde (Lyngby.Opt.); *knyr, *knyrrer VisH (SlesvProv.IV.489+498)Ç. _ præt.: knø¿r $Agerskov, $Hostrup; knør $Brarup, VisH (SlesvProv.IV.498)È; knyèr $Fjolde (ud fra Lyngby.Opt.). _ ptc.: knøt $Agerskov, VisH (F.); knöt $Hostrup, $Brarup; knåt Fjolde (Lyngby.Opt.).

\ Ìdesuden (passiv:) *knöres Angel (Kappel.1837); Çogså *knøje KærH (Sønderjy); Èogså *knöd Sønderjy (Kok.DFspr.I.121).

[af uvis opr.; spor. i Sønderjy´S (± Sundeved, ± Als), desuden $Agerskov]

= rose; prale (af). æ pi·ch æ dychde, æ kanj kun knyje hinj = pigen er dygtig, jeg kan kun rose hende. KærH (Sønderjy). (han) knyr¶ a sin ¡Føl· ¨ (han) kañ ¡í lo ¡ve·r å ¡pro·l = praler af sine føl, kan ikke lade være at prale. HostrupD.II.3.241. de æ int naue å kny· æ¶ = det er ikke noget at prale af. Tønder. (talemåde:) Den der skal knyde af seg sjelv (= rose sig selv), må ha’ unde Nåboer (= onde naboer). Kok.Ordspr.[K]167.

Çknyknyge
Sidens top