knuskÌknust

knuske

verb. _ med sideformen gnuske. _ knusk/knu÷sk/Áknusk (K 1.8) Vends´S, Han, Sydjy´S, Sønderjy; knosk/kno·sk (K 1.8) Him, MidtjyÌ, Sydjy´N. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

\ Ìogså gnosk Sall; også knåsk Fjends´S.

 Næste betydning

1) = ruske, ryste; slå, tampe, prygle [spor. i Han, Him, Fjends og MØJy] det kund’ lyd’ te’, som I war ved aa knosk’ hweranne herind’ paa æ Hied? = det kunne lyde, som om I (dvs. »kæltringer, tatere) var ved at tampe hinanden herinde på heden? Aakj.FB.138. Karlen "knusket" (= knuskede) Drengen, dvs. tog hårdt fat på ham med begge Hænder og rystede, knubsede ham (dvs. gav ham knubs). $Lejrskov. \ (spec.) = knuse hørstængler. (de) rosket aa knosket ¨ aa gjor Hør ræjn = de ruskede og knuskede og gjorde hør rent. *Hards (JKamp.DFm.158). *Vestjy (F.II.224). \ (også) = klemme, knuge (vasketøj for at få vandet ud). *KærH (AEsp.VO.V.76). \ (hertil vel:) Hummeren ¨ har Kløer ¨ og kan knoske og klippe svært Gods durk igennem. *Vestjy (MylErich.NS.154).

 Forrige betydning  -  Næste betydning

2) = tygge, bide hårdt, gnave (på hårde ting, med høj lyd, jf. gnaske 1) [MVJy (dog kun spor. i Sall), spredt i SVJy og Sønderjy´V, spor. i Him, MØJy og på Als; se kort]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

Æ Hund knoskèd æ Bi·en (= hunden knuskede benet), dvs. bed det i Stykker, saa det knagede. SVJy. (moderen bagte »emmerdrager, dvs.) nogle runde Kringler ¨ på en Pande eller Plade _"o dem· vil æ Ba’n gja·n ha o knosk o" (= og dem ville børnene gerne have at tygge på). Hards (HPHansen.Opt.). hun knoosker å gummelt, men de hjolp heller ett = hun (dvs. en gammel kone med dårlige tænder) tyggede hårdt og gumlede (på store stykker brunt sukker), men det hjalp heller ikke. SStef.Av.[K]20. \ (også, overført:) kno·sk = løse en gåde, klare vanskeligheder. *Hards.

 Forrige betydning

3) = småregne. *VoerH (MØJy´S). *Vejle.

knuskÌknust
Sidens top