Ìknufleknufleret

Se også Ìknufle (verb.)

Çknufle

verb. _ udtales og bøjes alm. som »Ìknufle; (præt. og ptc.) knofè¬t $Torsted.

[jf. norsk dialekt knuvla (= vride, vrikke); Thy´M og Mors, spor. i Thy´S, desuden $Tved og én kilde fra Vends´S; se kort; syn.: skovle x, snøfle x, stumle x]

Tæt afhjemlet

= gå vaklende, "gå og falde". knofèl = snuble, ved at foden under gangen pludselig bøjer til siden i ankelen på grund af ujævn jordbund. eller fordi man får foden sat forkert til jorden _ èn ka ¡næm¶ ¡knofèl i ¡tre·sko (= man kan let snuble i træsko). $Torsted. (talemåde:) knoffel aa et fal, de lie aa æ wej = vakle og (dog) ikke falde, dét lider på vejen (dvs. det befordrer, at man kommer frem; jf. lide x). Mors. \ knufle ¡over = vrikke over (på foden) [spredt i NVJy, desuden $Tved og én kilde fra Han] det ka krop en hehst si sko, saa den knofle øver = det (dvs. sneen) kan »kroppe en hests sko, så den vrikker over. HillerslevH. min skollerblåe gik a lav, da æ knoflede og svat = mine skulderblade gik af led (jf. lag x), da jeg vrikkede over og faldt (jf. svatte x). HassingH. \ (hertil vel også:) do gær å¬ten å knov·lèr (= du går altid og knufler), om en som ikke får noget arbejde lavet. *$Tved. Vognen knofler med korte Lyd som Led, der knækker. *ThitJens.KS.22.

Ìknufleknufleret
Sidens top