knuffelÇknufle

Se også Çknufle (verb.)

Ìknufle

verb. _ knofèl/knofèÏ (K 4.8). _ præs.: ´er (K 6.2). _ præt. og ptc.: ´t alm.; (ptc.) ´èÛ $Tved.

[< nedertysk knuffeln (= støde, puffe); spor. i NVJy og MVJy´N, desuden $Tved og én kilde i Vends]

= overfalde, "mule" (nogen) (med stød, slag el. skældud). knofèl = at bibringe legemlig overlast af mer eller mindre ubestemmelig art. a ska knofèl dæ! ¨ = "komme efter", "lære" (dig). $Vroue. Han vil knoffel ¨ ham = han vil knubse ham, skubbe ham omkring. Mors. KBecker.TK.II.239. \ (også) = skælde ud, brokke sig [spor. i Nørrejy; syn.: Çknubbe 5] Æ Muer huser mæ æ baer, hon gor aa knofler po dem æ hele ti = moderen »huser med børnene, hun går og skælder på dem hele tiden. Thy. \ (i reciprok passiv:) knufles verb. = småslås [syn.: Ìknubbe 2] di ska å¬tin knoflès = (de skal altid) slås. *$Tved. \ (hertil vel også:) han ¨ knoflede hende med Albuer og Knæer. *ThitJens.JyH.29. \ (hertil:) knufle·vorn adj. = gnaven. *Mols. \ (hertil muligvis også:) knø·©èl = have Magt over. *Sall (Lyngby.Opt.).

knuffelÇknufle
Sidens top