Se også Çknorte (verb.), Èknorte (verb.)
verb. _ knåt _ præs.: ´er (K 6.2).
[< Çknort 3.4; spor. i MØJy og på Sundeved]
= klumpe sammen; slå knuder (om garn).
Èknort
ÇknorteÈknortÇknorteÈknortÇknorte