knok
knokkel| knok | knokkel |
verb. _ ¡kno§kªban· $Erslev.
[1.sms.led af uvis opr., muligvis reduceret form af Çknokle´]
= bande voldsomt. han ¨ knok’banne ¨ aa han brø·lt som nu·e manhwolm Ty’r: "A ska Dæ·len lysseme gi dæ, din snat’te, gaa·wkjæbbe Hwælp" = han knokbandede og han brølede som nogen mandolm tryr: jeg skal djævelen lynemig give dig, din snottede, »gabkæbede hvalp. *Mors. æ Mand wa gal aa knokbanned øwwer mæ, ja, a ku resikir en Tahr (= lussing; jf. tørre x) po æ Kjæber. *AarbMors.1926.92.
| knok | knokkel |
| Sidens top | |