knik

Çknikke

Se også Çknikke (verb.)

Ìknikke

verb. _ kne÷k/knek (K 1.4) Vends; kni§k $Vroue. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[jf. svensk kneka, svensk dialekt knika (= gå i knæ, slæbe sig afsted etc. (pga. vægt el. besvær)]

 Næste betydning

1) = bøje i knæene (pga. byrde el. udmattethed) [spor. i Vends og Fjends; fortrinsvis i ældre kilder; syn.: knægle] Knikke i knæerne, som naar man bærer noget Tungt. Have saa meget at bære, som man kan knikke afsted med. Melsen.1811. haçj knekèr mæ¶ è (= han knikker med det), naar han har mere end han kan bære. $Tolstrup. han kni§kèr i æ knæ¿èr får hwæ·r skret han ta¿r = (han) synker en smule sammen (i knæene for hvert skridt, han tager); især hos forslidte. $Vroue. \ (hertil:) Knik = Bøining med Knæerne. Give et Knik, giøre et Knik for Nogen. *Melsen.1811.

 Forrige betydning

2) (overført) = slås med økonomiske problemer; især i forb. sidde og knikke i det [jf. knik; spor. i Vends og Thy; syn.: knykke x] haçj hå sat å knekè i¶ è = (han har siddet og) kæmpet med Armod. $Tolstrup. Lars.Ordb.124. han er så arm han kne§kèr = han er så fattig, at han "knikker". Thy.

knik	Çknikke
Sidens top