Ìknikke

knilder

Se også Ìknikke (verb.)

Çknikke

verb. _ knek _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[jf. svensk dialekt knekka (= gynge frem og tilbage); spor. i Him og Vends´SØ]

= vrikke, gynge med hovedet. knikk’ = om Hesten: bevæge Hovedet op og ned under haardt Ryk. Lars.Ordb.124. selv de gamle Mænd, som havde faaet Kortene fat (i stedet for at deltage i dansen), begyndte at knikke og slaa Takten til med de sølvgraa Hoveder. Staun.UD.156. en enlig Bondegaard løftede sine graa Mønninger i Rykketag, alt som Ole knikkede (op og ned med hovedet). Staun.UD.64. \ (også, med hele kroppen:) Aalt som hun no knikked aa vrikked = alt imens hun knikkede og vrikkede (i dansen). *Blich.EB.12. \ (i videre betydning, om hest:) å ha så møj¶ å bÉ·r som haçj ka knek å¡stÉ mæ = at have så meget at bære, som den kan knikke afsted med. *Vends (F.). \ (hertil også) knik subst. = kast, nik med hovedet. *Staun.UD.64+163.

Ìknikke	knilder
Sidens top