Çknibe
¢knibe| Çknibe | ¢knibe |
Se også Ìknibe (subst.), Çknibe (subst.), ¢knibe (verb.)
subst. _ med sideformen knibende. _ udtales i alm. som ¢knibe; kni·vèn VoerH (MØJy; F.); også kni·vèn, kni·vèñ $Tved. _ genus: fem./fk. (K 7.2).
[< ¢knibe 9]
= vanskeligheder; bekneb; især i forb. komme/være i knibe (for) [syn.: kla¡fese, klemme x, klese x, knyk x] han ær i æn Ágraw· Ákni·f = han er i en "grov", gruelig Knibe. Haderslev. di hòj wa slem¶t i kni·vèn = de havde været slemt i knibe(n). *VoerH (MØJy, F.). kom i knijb få pæ·ng = komme i bekneb for penge. AEsp.VO. \ (den) bitte/lille mand i knibe = navn på gammeldags dans (med partnerbytte) [spredt i Østjy´M, spor. i øvrige Nørrejy] (ved »legestuer:) ¡dan·sèn ¨ de wa ¡fij·ªtu¿è å ¡sæj·sªtu¿è å dæn ¡betè ¡mañ¶ i ¡kni·v å ¡syw¶ªspreµ¶ = dansene, det var firtur og sekstur og "den bitte mand i knibe" og syvspring. Fjends.
| Çknibe | ¢knibe |
| Sidens top | |