Ìknaldre
knaldre·blæst| Ìknaldre | knaldre·blæst |
Se også Ìknaldre (verb.)
verb. _ (´er K 6.2:) kna¬èr/Ákna¬è (K 1.9). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1, K 6.3).
[< Çknald]
1) = smælde (med) (om lyden af et skud, et piskesmæld, en dør der smækker i, etc.) [spredt afhjemlet; syn.: skraldre x] ¡knejtèn ¡kna¬èrèt mæ ¡piskèn u·Û i ¡go¿rèn, ¡li te de ¡sme¬èrèt i ¡hu·sèn (= knægten smældede med pisken ude i gården, lige så det »smældrede), dvs. gav Genlyd; å sme¬è angiver en svagere, mindre skarp Lyd end å kna¬è. $Gosmer. Derpå tog rögteren sin pisk ¨ og gik op til høet og begyndte at knaldre for det, og stakkene skred lige så pænt afsted (på magisk vis) hjem i laden. Hards (Krist.DS.VIÇ.162). _ (overført:) de è da ¡gråw·, vo han ¡knaldèrèr (= det er da groft, som han knaldrer) med Bagen (altså prutter). HostrupD.II.2.110. \ (hertil, som vbs.:) knalder = smæld [spor. i Vends og SønJy] et Knald¶r (med Pisk). HostrupD.II.2.110.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = plaffe, skyde [spor. afhjemlet] Tyskeren knalleret jo løs po wos baade Næt aa Daw = tyskerne skød jo løs på os både nat og dag (ved Dybbøl). JyUgeblad.II.256. \ (også) = slå til (noget); knuse [spor. i Midt-, Syd- og Sønderjy] han ¡kna¬èrèt èn ¡veñè så a ¡glas de ¡steñ§t ¡rå¿nªom = han knaldrede et vindue, så glasset det »stintede rundtom. $Give. Æ Pottemand hans Wuen bløw fuldstændig splendtret o æ Paatter knaldret = »pottemandens vogn blev fuldstændig splintret og potterne slået itu (af en rasende hest). Frifelt&Kragelund.DV.120. Niels Peter bløv gall, aa vi kam i en vae Pirres, aa brugt Kjævt aa knaldret hvæanne noue gue nouen = N.P. blev vred, og vi kom i et forfærdeligt klammeri (jf. pirris x) og brugte kæft og langede hinanden nogle "gode" nogen. Fjends. (overført:) ¡Ham ¡ha¶è di ¡da ¡knaldèrèr = ham (dvs. en tyv) har de da fanget. HostrupD.II.2.111.
3) = hamre (på); knage; brage [spor. afhjemlet; syn.: dundre] Æ knaldere o e Dør, og ¨ hun kam og lut op = jeg hamrede på døren, og hun kom og lukkede op. SJyMSkr.1933´34.13. hañ ¡slow¶ i ¡bow¶rèÛ, li·© te de kna¬·rèÛ = han slog i bordet, lige så det bragede. $Tved. saa bust han ind i Stouen, li te de knalleret = så busede han ind i stuen, lige så det bragede. Elkjær.JH.34. \ (hertil:) knalder = bragende storm. "Vi får en knalder af nordvest i næt (= i nat)", sagde Knud, efter at han en stund havde gransket skydriften. *EBertels.SL.113. \ (også) = køre voldsomt til, så det larmer [spor. i MVJy] di kna¬èrèr å¿ hæn¶ ar æ væj = de knaldrede af hen ad vejen, dvs. kørte med jævn fart (så det larmede vedvarende). *$Vroue.
| Ìknaldre | knaldre·blæst |
| Sidens top | |