knald·proprietær
Çknaldre| knald·proprietær | Çknaldre |
Se også Çknaldre (verb.)
verb. _ knalèr _ bøjning: u.end. (K 6.3) alm.; også ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1) i yngre dialekt.
[jf. norsk dialekt knaldra (bl.a. = gnave el. gå møjsommeligt); spredt i Vends]
= arbejde langsomt og/eller kraftesløst; småsysle. haj gor ¡òl¶stee¶ns å knaller mæ jænting = han går altid og sysler med et eller andet (jf. al·sted, en·ting). AEsp.VO. knaller = makke saa smaat med: knaller aa pløj’, knaller aa mur’, knaller aa lyv’ (= pløje, mure, lyve) ¨ altsaa i Forbindelse med ethvert Udsagnsord. Lars.Ordb.122. (ironisk:) haçj kna¬èr da ¡te å jo·r É bò¿n åpå hans pi·©, de gamèl må© = han knalrede da til og gjorde et barn på sin (tjeneste)pige, det gamle »møg. $Hellum. \ (hertil:) knaldre·arbejde = småarbejde, pilleri [spor. i Vends] _ knaldre·buks = person, der ikke får noget fra hånden. *AEsp.VO.II.171.
| knald·proprietær | Çknaldre |
| Sidens top | |