Ìknage
Èknage| Ìknage | Èknage |
Se også Ìknage (verb.), Èknage (verb.)
verb. _ udtales og bøjes som »Ìknage.
[< Ìknag 3]
1) = give en let, foreløbig tærskning, for at få korn til såning, fodring el. bagning; negtoppene slås mod en fremspringende kant (på »lobalk etc.). [Hards´MØ og ´SØ, SVJy´N, spor. i øvrige SVJy, i Vends og Him´Ø; se kort; syn.: Çbrodde 5.1, toppe x, top·tærske]
 |  Tæt afhjemlet |
Det var meget almindeligt, at man ved Rugens Hjemkørsel tærskede en Del Sæderug af (mhp. såning). Det kaldtes o knaa·gh æ Row (= rugen) ¨ tværs over Loen blev ca. 1Ó Alen (= ca. 80 cm) fra Gulvet stillet et Brædt paa Kant. En Mand tog saa ved Rodenden af Neget og slog Toppen haardt et Par Gange mod Brædtets Kant, drejede Neget en halv Gang rundt og gav det atter et Slag ¨ saa var dette Neg færdig. Man kunde paa denne Maade faa de fleste og de bedste Kærner tærsket af Neget ¨ Denne Rug ¨ brugtes som Regel (til) at saa i Brakmarken, der jo for det meste var den første Rug, der skulde saaes (dvs. som vinterrug). Hards. for at faa til en Bægt (= ovnfuld brød) gav man ogsaa (efter rugens hjemkørsel) ¨ Negene et Slag med Toppen mod en »Balk eller et Stykke Træ. Dette kaldtes "at knaag æ Raaw aw" (= knage rugen ¡af). SVJy. da der i Høsten ikke altid var Tid til Tærskning, foretoges Tærskningen ofte paa den Maade, at man slog Toppen af Rugnegene (ind) paa Trinnene af en oprejst Stige, hvilket kaldtes at "knage" Rugen. SVJy.
Forrige betydning - Næste betydning
2) = slå neg mod en fremspringende kant og/el. trække det gennem en »tagkam (før eller efter tærskning med plejl), for at fjerne småhalm og evt. tiloversblevne kerner; behandlingen anvendes på rugneg, der skal bruges til »taghalm [Vends´V, Hards´S, SVJy´NV, spor. i Him´S, Hards´Ø, øvrige SVJy´S og SønJy´V; se kort; syn.: brodde 5.2]
 | Tæt afhjemlet |
Langhalmen bandtes sammen i Tagneg ¨ Forinden blev de brønnet med Plejlen (jf. brodne, sideform til brodde 5.2) eller knaget (knakt) ved at slaas et Par Gange over et løst Vognhjul, for at alle Kærnerne kunde falde ud; ellers gik der Mus i Straataget. Vends. For at få de sidste kerner af et rugneg tog man det i hånden og svingede toppen mod en stige el. lign. Den næsten kernefri halm var mindre udsat for museangreb og derfor velegnet til sengehalm og stråtag. Holmsland. Når man tog Tag af (dvs. langhalm til tækkebrug) ¨ brugtes ofte en Slags Redekam, der gjordes fast i Væggen. Den kaldtes (en) Knage eller Riffe (jf. Ìknag 3, ribbe x). Tærskeren tog om Toppen og knagede, d.v.s. trak Taghalmen igennem Kammen. Herved tabtes alle de løse (korte) Strå. SJyAarb.1952.70. \ faste forb.: knage hør = slå kernerne af hør [spor. afhjemlet] æ kjan· å æ hör blöw knå·©èt aw¶ o èn stæj· (= kernerne på hørren blev knaget af på en stige), dvs. slaaet af, pisket af; de blöw e§t tåskèn aw· (= det blev ikke tærsket af). SVJy. _ (overført:) knage ål. De smaa Aal (i en fangst) "knagede" han af Krogen, idet han slyngede Aalen haardt imod »Bakketrugets Kant eller imod Toften (på båden), og den let bøjelige Messingkrog rettede sig ud, og Aalen slap Krogen, men derved døde mange af dem (og kunne ikke siden sælges som levende ål). *SprKult.XVII.112 (jf. også *PPedersen.KF.75).
3) = slå istykker, knuse; jf. ogå eden knagge´me [spor. i Nørrejy] kna·© = knuse, f.eks. en gammel lervæg til at bruge igen; så blev den »sældet og rørt ud i vand (til nyt lerpuds). Samsø. så ¡kna·©t hañ dom jo (= så knagede han dem jo), dvs. knuskede benene i sig, om hund. SSams.II.22. (om to slagsbrødre:) Da den ene af dem fik et sideben "knaager" (= knaget, dvs. brækket), holdt de dog op. Hards (HusbyKlit.VIII.61). (vbs.:) de gik te kn嶩èn (= det gik til knagen), når to kommer i totterne på hinanden, og det går hårdt til. $Darum. _ se også knage´me.
| Ìknage | Èknage |
| Sidens top | |