knølle·hornet
Çknøs| knølle·hornet | Çknøs |
Se også Çknøs (subst.)
subst. _ knø¿s alm.; også knø·s Vends (AEsp.VO.); knoj¶s Bjerre. _ genus: mask./fk. (K 7.2). _ plur.: knø·s alm.; knø·sèr $Mandø (her ikke afhjemlet i sing.).
1) = (lille) høj, bakke; forhøjning i terrænet; oftest i stednavne [Vends (dog kun spor. i ´S), spor. i Fjends, MØJy, Sydjy og Sønderjy´V; se kort]
 |  Tæt afhjemlet |
Knøs = en liden Høi eller Tue. Røst.1808. Knøø¶si (= Knøsen), navn på højtliggende mark i Rubjerg ¨ Hwòl¶knø·s (= Hulknøse), bakker i Hallund. Vends (AEsp.VO.). I Himmelbjergegnen er (der) en Høj, der kaldes Knøsen. MØJy.
2) = banke af »klæg mv. i Vadehavet´ [spor. i VSønJy] en gång imel ka vi sæt den ud o æ knøser (= en gang imellem kan vi sætte den, dvs. en ko, der skal på græs, ud på knøserne), dvs. småbanker i strandkanten. MandøPost.IV.176. Foruden benævnte Eng (i Ballum enge) findes endnu et Stykke tilslikket Land (dvs. dannet som »slik), kaldet Knøs, hvorom særskilt kastes Lod (ved fordeling af græsningsareal). TønderH (CDalgas.RibeAmt.65). \ (hertil:) knøse·stykke. "Knøsestykkerne" i Engene (dvs. i Ballum enge). *TønderH (Vendelbo.1852).
| knølle·hornet | Çknøs |
| Sidens top | |