Çknæle

knæling

Se også Ìknæle (subst.), Çknæle (subst.)

Èknæle

verb. _ knæ·l _ præs.: ´èr MorsNH; knæ¿lèr $Læsø. _ præt. og ptc.: knæ·lt $Læsø; knɬ· hhv. knɬ¶ MorsNH.

[af uvis opr.; spor. i NJy og på Mors; syn.: Çknildre 1]

= knække, få til at revne. knæ·l = knække æg, rude og lign., så tingen revner, men ikke smadres. AEsp.Læsø. knæ·l è ¡hø¿r = knække hørren (jf. Çknække 1). MorsNH. è rÉm· è knɬ¶ = murbjælkerne (jf. rem x) er knækkede. MorsNH.

Çknæle	knæling
Sidens top