klokke·slag
klokke·smed| klokke·slag | klokke·smed |
subst.
[< Ìklokke 2, slæt x; spredt afhjemlet (nord for rigsgrænsen); syn.: klokke·slag]
= rigsm.; fortrinsvis i forb. på/til klokkeslæt. Ve de klåkslæ¶t, te i sku kør hjæm¶, samèltès di i køman¶èns går = ved det klokkeslæt, hvor de (i fællesskab) skulle køre hjem (fra markedet i Randers), samledes de i købmandens gård. NPBjerreg.Ommers.37. hwa ¡klå§kªslæt ær¶ è? = hvad er klokken? $Vroue. Te klåkslÉt ròbÉr haçj uv É dön: "SorÉn, spÉçj får!"¨ få dær i gòr jik ò¬teng så akeròt som e klåkvÉrk = på klokkeslæt råber han ud ad døren: Søren, spænd for (vognen)!; for der på gården gik alting så akkurat som et urværk. Grønb.Opt.118. (som soldat i Århus, på vagttjeneste:) wi såw¶ i tåw¶ timer, å så wuune wi lissom po klo¶kslæt = vi sov i to timer, og så vågnede vi ligesom på klokkeslæt. EFrost.FK.126. (talemåde, med varianter:) ja löw· atèr ¡soñ·ªhi¶èr å ski·r atèr ¡klå§kªslæt (= ja, leve efter sundhed og skide efter klokkeslæt), siger man let ironiserende til den, der anbefaler et godt, forebyggende middel imod en eller anden sygdom. Skautrup.H.I.195.
| klokke·slag | klokke·smed |
| Sidens top | |