klodter

klo¡dunse

klodtre

verb. _ klöjtèr KærH (AEsp.VO.); *klojter Lars.Ordb.119. _ bøjning: u.end. (K 6.3).

[vel < klodter 2; spor. i KærH (Vends)]

= gå klodset (så man er nær ved at falde). haj klöjter itj´e (= han klodtrer i det), siges om en der er ved at falde i for lange klæder eller over sine egne ben. AEsp.VO.II.168.

klodter	klo¡dunse
Sidens top