klink·brændt
Ìklinke| klink·brændt | Ìklinke |
adj.
[< Àklinke 2, Çbygge 1.1; spor. i kystegne i Vestjy, Østjy´N og ´M, desuden Sønderborg]
(om båd) = bygget, så hver planke (i bådens sider) ligger lidt ud over den foregående og er fæstnet til denne med klinker, »klinkenagler; jf. Çklinke; modsat kravel·bygget x. i klenkbøgge boo¶ (= en klinkbygget båd) ¨ er bygget således, at hvert bord (= planke, jf. Çbord 1) overlapper det underliggende, går lidt ned over dettes yderside. AEsp.VO. uÛèn èpo dæm· le©èr di dæñ jÉn· gåµ· mæ kåñtèn uw·n èpo kåñtèn o Û¶æñ najèn å kleµ·kèr dæm sam¶èl mæ trÉnawler; èn bo¿Û, dær æ så¿nt skjæwt, ka¬èr di ¨ kleµ·kbø©èÛ = uden på dem (dvs. bådens »spanter) lægger de (dvs. man) den ene planke (jf. Çgang 10.2) med kanten oven på kanten af den anden og »klinker dem sammen med trænagler; en båd, der er sådan bygget (jf. skæfte x), kalder man klinkbygget. Kvolsgaard.F.25f.
| klink·brændt | Ìklinke |
| Sidens top | |