klingre·is
klining| klingre·is | klining |
adj. _ med sideformen klingrendes. _ 2.led: ´èndè alm.; ´èñdè MØJy (F.); ´èndès $Lild; ´èñdès Rømø; ´ènè $Voldby; ´èçjè $Gosmer.
[< rigsmål (jf. den hyppige læseudtale), egl. præs.ptc. af klingre 1; spor. afhjemlet]
= kraftig, voldsom; fortrinsvis i forb. klingrende frost. de hå tròfèn æn sja¬èn g嵶, te haw¶ hår stån i glÉj, næ¿ dær æ komèn æn kleµ·rèndès frÒst = det har truffet (dvs. er sket en sjælden gang), at havet har stået i »gleje (dvs. stået spejlblankt), når der er kommet en klingrende frost. Kvolsgaard.F.37. de var en klingrende suelskjen (= et kraftigt og klart solskin). Hards. de wè ¡kleµreçjè ¡soç¿j = klingrende Sand, det bare Sand. $Gosmer.
| klingre·is | klining |
| Sidens top | |