Çklinger
klingle| Çklinger | klingle |
adj.
[1.led muligvis forvanskning af kringel x, jf. norsk klingra, kringla (= gøre cirkelformet); spor. i MØJy, desuden den citerede kilde fra Sall]
= kalveknæet; usikker på benene. ¡kleµèrªbjæn·t = som sætter knæene sammen under gangen. $Todbjerg. (den gamle er) saa sølle, te han knap ka hængg sammel _ stommelworn (= snublevorn, jf. stumle x) aa klingerbjenne. Sall (RoslevFolkebl. 12/8 1927). Di anne a klødonset, bløw vis klingebinnet naak ow de di fik = de andre, jeg tævede (jf. klo¡dunse x), blev vist dinglevorne nok af det, de fik. Thomaskjær.TP.7.
| Çklinger | klingle |
| Sidens top | |