kling·bøjtel
Çklinge| kling·bøjtel | Çklinge |
Se også Çklinge (verb.)
subst. _ kleµ· _ genus: fk. _ plur.: ´er (K 6.2).
[af uvis opr., muligvis < ældre tysk Klinge (bl.a. = sandbanke); VSønJy (±S), GørdingH´S (SVJy); se kort; syn.: balk 3, brink 3 ]
 |  Tæt afhjemlet |
= jordvold mellem tørvegrave. Forhen da Moserne var mere vandlidende (= vandholdige) maatte man altid under Tørvegravning lade en Jordvold (en Klinge) staa for at holde Vandet ude, det kunde nok volde Vanskelighed dersom Klingen brød (ned) før man var færdig med Arbejdet, og af den Grund naar man kom ned under Vandlinien gravede man ikke straks ind til Klingen, men lod nogle »Sped (= spadestik) staa. GørdingH. Mosen havde tidligere været »"pytgravet", var fuld af »"vældkilder" og bænke, §klinger", og stod ubrugt hen. TønderH (SJyAarb.1897.207). \ (også) = dæmning (omkring grøft i marskområde). *TønderH (SJyMSkr.1978.204).
| kling·bøjtel | Çklinge |
| Sidens top | |