Ìklinge

Ìklinger

Se også Ìklinge (subst.)

Çklinge

verb. _ kleµ·/kleµ/Ákleµ(·) (K 1.3) alm.; også kliµ· Hards, SVJy. _ præs.: ´er (K 6.2)Ì. _ præt.: klaµ¶/klaµ (K 1.1) alm.; kl嵶 Holmsland, SVJy´V, VSønJy, $Tved, $NSamsø; ´et (K 6.1) spor. i Østjy og ØSønJy´S, sideform i $Vroue; klièµ $SSamsø; kliñ· JLund.Mors.206; også kleñ· Als. _ ptc.: ´et (K 6.1) alm.; kloµèn dominerende i SønderjyÇ; kli¶èµ $SSamsø; kliñ¶ JLund.Mors.206.

\ Ìogså *´¶er (K 6.2) Vends´SV; Çdog kloµ¶èn Åbenrå.

[< rigsmål (og derfor med bøjning i analogi med forskellige andre verber); spredt afhjemlet; syn.: klingre]

= rigsm. (især om klokke, bjælde etc.). Naar alt Kornet var høstet, klingedes med Leerne for at lade Naboerne vide, at nu var man færdig her; der var nemlig tidt Kappestrid mellem Gaardene om at faa først opskaaret. AarbThisted.1938.89. Naar Bierne (i en sværm, der søger nyt sted) ikke vilde sætte sig, hentede Mor Morteren å ¡kleµèt mæ ¡dæñ¶ får¶ å ¡æwèr¡dæw· æ ¡vi·ser (= og klingede med den for at overdøve »Viseren, Bidronningen) (og få sværmen til at slå sig ned). $Vodder. (talemåde:) Den, der hær det, der klinger, han fær nok det, der springer (dvs. velhavende mand får nok ung kone). SønJy (Kok.Ordspr.65).

Ìklinge	Ìklinger
Sidens top