Çklemt
klem¡vesten| Çklemt | klem¡vesten |
verb. _ med sideformen klimte. _ (K 1.5, K 1.6:) kle÷mt/klem·t/klem§t/klemt ØstjyÌ, SVJy, Sønjy´N; klæm§t MVJy. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
\ Ìdog klæmt $Læsø, $Vorning, sideform i MØJy.
1) = (få klokke til at) ringe med høje lyde [spredt i Nørrejy] klæmte (dvs.) slaa nogle hurtige Slag paa Kirkeklokken ved Ildebrand, "Klåken klæmte, hue bræn¶er et?" (= klokken klemter, hvor brænder det?). MØJy. no klemter di mæ klåkken ¨ så ma wi sitj å e¶j te øøn = nu klemter de med klokken (dvs. gårdens madklokke), så må vi se at (komme) ind til middagsmad (jf. onden x). AEsp.VO. \ (også) = frembringe skarpe lyde ved at slå på en ting. læ væ·r mæ¶ å sej å klæm§t mæ æ gafèl o æ ta¡lær§kèn! = lad være med at sidde og klemte med gaflen på tallerkenen. *$Vroue.
2) = klimpre på musikinstrument [spor. afhjemlet] klem§t ¨ å èn fi¡o¿l = klimpre på en violin (jf. fi¡ol). Sønderjy´V (F.II.179). klimte ¨ paa Fortepianoet (dvs. klaveret). GramH (Sønderjy).
| Çklemt | klem¡vesten |
| Sidens top | |