klatte·røv
klatte·vorn| klatte·røv | klatte·vorn |
adj. _ med sideformen klatteret. _ klatè/kla§tè (jf. K 1.4) VestjyÌ, SønderjyÇ; klatèrè ØstjyÈ.
\ Ìdog kla§tèrè $Ræhr; Çi TonalOmr (K 1.9) formentlig med tonal acc.2; også klatèrè $Hostrup; Èdog kla§tè $Havbro, *klatte Krist.Anholt.126; også klatèt MØJy´S.
[spor. afhjemlet (hyppigst i nedennævnte talemåde)]
= med klatter i/på. _ (spec. om garn:) »blåren måtte ikke være klatèrè (dvs. have skiftevis tykke og tynde partier; så kunne den ikke spindes). Him. _ (spec. om brød:) Brød er klat¶te eller klasse (jf. klasset) = klægt. $Havbro. _ (spec. om dyr med møg på benene:) Pla¶gi æ blöwen så klattere = plagen (dvs. føllet) er blevet så klattet. Vends. (talemåde, med varianter:) A èt ¡klatèrè ¡Føl ka dæ blyw æn ¡go¶j ¡Hæst, å a èn ¡snatè ¡Dr浶 ka dæ blyw æn ¡go¶j ¡Præst = af et klattet føl kan der blive en god hest, og af en snottet dreng kan der blive en god præst. HostrupD.II.2.95.
| klatte·røv | klatte·vorn |
| Sidens top | |