klappingklaps

klapre

verb. _ med sideformen klabre. _ (´er K. 6.2:) klapèr/kla§pèr Nordjy, Midtjy´Ø; klavè/Áklavè (K 1.9) Sydjy´S, Sønderjy (spor. vsa. *klapè), $Vroue, $Vejrum, sideform i $Tved; *klaffer Fjends (Aakj.BS.43), Als (HAlsinger.). _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2. K 6.1).

[spor. afhjemlet; syn.: Çklamre 1]

= rigsm. Wender å Da·r di klamred å klap¶red wæ·r ænd nue Møl·wærk = vinduer og døre, de klaprede værre end noget »mølleværk. HJens.HDF.41. Di so, dem dæ gek nærmest e kist ¨ te e låch ho klafre, da di kjø fåbi e tre = de så, dem der gik nærmest ved kisten, at låget (på den dødes kiste) havde klapret, da de kørte forbi træet (dvs. et træ med trolddom i, og som den afdøde lige havde fældet). HAlsinger. (JyTid. 9/6 1957). a støj o waar saa arrig te a rest ewær æ hile Krop, saa æ Tænder klavret = jeg stod og var så arrig, at jeg rystede over hele kroppen, så tænderne klaprede (i munden). JJacobsen.T.I.24.

klappingklaps
Sidens top