ÇklampÇklampe

Se også Ìklamp (subst.), Ìklamp (subst.), Çklampe (verb.), Èklampe (verb.), ¢klampe (verb.), £klampe (verb.), Àklampe (verb.)

Ìklampe

verb. _ klam·p/klamp/klam§p/Áklam(·)p (K 1.5, K 1.6) alm.; klå÷mp (og ældre klåm·p) Vends; klåm·p Han. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).

[< Ìklamp 1; Læsø, Him´V, Ommers (±Ø), MØJy, Fjends´SØ, MVJy´S, Sydjy, VSønJy´N, spredt i Vends, Han´Ø, Him´Ø, Djurs´S, MVJy´NV og ´NØ, spor. i øvrige Jyll (nord for rigsgrænsen, dog ± SønJy´M); se kort; syn.: Ìklimpe 1, klumpe 1, Ìklodse 3]

Tæt afhjemlet
Spredt afhjemlet

= sætte sig i klumper, klæbe ved (om tøsne, under træsko mv.). HAOlivarius.1807. klamp’, om sne, der holder ved under fodtøjet, navnlig træsko; også under heste og vognhjul. SVJy. De æ swÉt, som Snej’æ klåmpær i Då, de ma wÉ we’ å blyw Slæwe’r = det er svært (dvs. utroligt), som sneen hænger ved i dag; det må være ved at blive tøvejr (jf. slæ·vejr x). Vends. det var omsonst at sætte sig på cyklen igen ¨ Sneen klampede mellem egerne, så hjulene næsten ikke kunne løbe rundt. Him (KEPed.FA.117). (også i passiv:) de klåmpès (= det klampes), naar Sneen hænger ved Fødderne; de hå¿ klåmpès (= det har klampedes). $Tolstrup. \ (også:) om lerjord, snavs mv. [spor. i ØSønJy]

ÇklampÇklampe
Sidens top