klø·stolpe
kløter·bøsse| klø·stolpe | kløter·bøsse |
subst. _ klø·tè _ genus: fk.
[vel < nedertysk (skønt ordet iflg. Mensing.Wb. kun kendes i denne betydning fra Flensborg og Angel, hvor det kunne være indlånt fra sønderjysk); Sundeved, Als, $Bov; se kort; syn.: flab 1, kæft x, miffel x]
 |  Tæt afhjemlet |
= mund, snakketøj. dæñ hær èn ¡guè ¡klø·tèr = han/hun har et godt Mundværk, taler meget. $Fjolde. Æ Dræing sa e hile Ti å snakke mæ, mæ e Mond fuld, schøl om dæ bløv soj te ham om å hold e Kløte = drengen sad hele tiden og snakkede med, med munden fuld, selv om der blev sagt til ham, at han skulle holde bøtte. HAlsinger. (JyTid. 22/3 1953). _ (spec.:) Do kån fo novve o e kløte, hven do itt holde din snut = du kan få nogen "på kassen" (dvs. lussinger), hvis du ikke holder din mund (jf. snut). Als.
| klø·stolpe | kløter·bøsse |
| Sidens top | |