Çklæg
klæg·bund| Çklæg | klæg·bund |
Se også Ìklæg (subst.), Çklæg (subst.)
adj. _ (©/ch K 4.2:) kle¿© NordjyÌ, MidtjyÇ, Bjerre; også klæ¿© MØJyÈ, $Tved; kle©¶ $Mandø; *klech Sundeved, Als. _ neutr.: ´t (K 7.4). _ plur.: kle·© Nordjy, Midtjy¢, Bjerre.
\ Ìdog kli¶è© $Storvorde; Çdog klæ§k Holmsland (Røjkjær.Opt.); dog kli¶è© $Voldby; Èdog kl橶 $Gosmer; også kle©¶ HjelmslevH; også kli¶è© GjernH; ¢vsa. klæ·© MØJy.
[beslægtet med Ìklæg; vedr. lydformer med vestjysk stød og/eller ´k med ´k , jf. Ìklæg (etymologisk parentes) og DF.XXXIX.31ff.]
1) = blød, klæbrig, om jord, gødning mv. [spredt i Vends og MØJy´Ø, spor. i øvrige Nordjy, i Midtjy´N og Bjerre] Kleeg Mog, kleeg Giøde (= klægt møg, klæg gødning) kaldes den, som er ublandet (dvs. uden halmstrå mv.) ¨ fra Stalden. Røst.1808. kle¿© såç¿j å maw¶r li¶èr, de Ér håtè jet å de sam· = klægt sand og magert ler, det er »hartad (dvs. næsten) et og det samme. $Hellum.
2) = klæbrig, sej, sammenfalden, om dårligt bagt el. dårligt hævet brød [Nordjy, Fjends, Midtjy´Ø, Bjerre, spor. i Hards, øvrige SØJy´N, i Sundeved og på Als, desuden $Mandø, se kort; syn.: klasset 1, klæget]
 |  Tæt afhjemlet |
dær ær¶ èn kle¿© stri·v iñèn æ re·ñ = der er en sej, dejagtig stribe inden for skorpen (jf. rind x). $Vroue. Brø’je smagær så kle’gt (= brødet smager så klægt), dvs. sætter sig fast mellem Tænderne, naar det tygges. Vends. (hvis) de bløw ¡kl橶, så bløw èt ¡hweªsti¿n = hvis det (dvs. brødet) blev klægt, så blev det hvædesten (dvs. til et sejt lag, jf. Ìhvæde·sten 2). MØJy. \ (også, om madvarer) = klæbrig og med fad smag [spor. i Vends] di ær så kle·© (= de er så klæge) ¨ om Kartofler der er vandrige og klæbrige. Vends (Røjkjær.Opt.). sutter mæ få læ·ng på skroo¶en, blywwer dæçj klee¶g (= sutter man for længe på skråen, bliver den klæg), dvs. sej, klistret og fad i smagen. AEsp.VO. \ (også, om andre ting) = fedtet [spor. afhjemlet] kle·© kort = fedtede kort. $Hellum.
| Çklæg | klæg·bund |
| Sidens top | |