ked
kedel| ked | kedel |
verb. _ med sideformerne kibe, køve. _ *tji· Vends; ki·Û Han, NVJy, Him´SØ, Sydjy (spor. også kjåw·, *kyw· SØJy´S); ki·è MVJy (spor. også ke·, ke·j Hards´V), Him´SV, Ommers, Djurs, MØJy (spor. også *kiej); kjøw·, kjöw· VSønJy, ØSønJy (i TonalOmr. vel med acc.2, jf. K 1.9; spor. også *kjæw); Áki·f Als. _ bøjning: ´er ´et ´et (K 6.2, K 6.1).
[< ked, jf. ODS.; sideformerne vel < nedertysk keef, nordfrisisk kief; spredt afhjemlet (men iflg. flere kilder lidet brugt); syn.: kedes]
= rigsm. Han sa jo hjem om Ovdene å kift sæj = han (jordemodermanden) sad jo hjemme om aftenen og kedede sig. Als. De ¡kjöwè ham, te han ¡enè ¡teµ ka be¡stel· = det keder ham, at han ingenting kan bestille. HostrupD.II.2.94.
| ked | kedel |
| Sidens top | |