Jysk Ordbog

kavl

subst. _ med sideformerne kovl, kyvl. _ kåw¶l Sall, Hards´N og ´MÌ; *kåv¶èl $VroueÇ; *kåvl Him´V; *kowel FjendsÈ; *kagl Han; *kywl Thy. _ genus: fk. alm.; også neutr. Him. _ plur.: (bf.) *koblene Fjends (AarbViborg.1949.68, kilde fra 1743).

\ Ìvsa. kåw·l; Çvsa. kå©¶l; Èvsa. *kobbel.

[jf. vestnordisk kafl (= træstykke mv.), med betydningsovergange antydet i ODS.X.237; formen kywl formentlig af anden opr.; spredt i Thy, MVJy´N og ´M, spor. i Han, Vends´SV og Him; syn.: Ìbur 7]

= luftboble, (samling af) luftbobler på isens underside på sø mv.; brugt som kendemærke ved ålestangning mv. Erfarne ålestangere (så) efter de lufblærer under isen, der røbede, hvor ålene lå. En sådan ansamling af blærer (dvs. bobler, jf. blære 4) kaldes kogl og angiver, hvor ålene har søgt vinterleje. HRasmussen.L.223. For en 30 år siden, var nogle folk ude på isen for at stange ål efter kåw¶el (kobbel) ¨ de hugger et aflangt hul efter den retning, blærerne har i isen. Hvor de store findes, der (dvs. lodret nedenunder) ligger hovedet (af ålen nede på bunden). Sall (Krist.JyF.VIII.173). Enkelte forsøgte at prøve Lykken ved at stange (ål) efter "æ kyvl", som man kaldte det. Det var en luftboble ¨, som afgav en hvid _ eller lys _ plet lige under isen. ÅrbSydthy.1987.91. \ stange på kavl = stange ål på ovnennævnte måde [spor. i Hards] Om Vinteren stangede man ogsaa o Kåw¶l paa Søen (dvs. Sunds sø)¨ med en Algier (dvs. ålejern, jf. åle·ger x). HPHansen.GF.II.13f. \ (også) = luftbobler i vand. Sommer og Vinter foretoges ¨ det saakaldte Kogl´Fiskeri, der foretoges med »Lyster efter Aal, som havde afgivet Kogl ("Kaavl") ¨ dvs. Bobler, hidrørende fra Aalenes Bevægelser i Dyndet. *HimmerlKjær.1940.13. Inde paa "Grøden" (jf. grøde 3) ¨ stanger nogle Mænd og Karle (ål) efter "Kaavl", som især viser sig, når Stangeren slaar kraftigt med »Lysterstagerne (dvs. skafterne på ålejernene) paa Baadsiderne. *Him (SkiveVenstrebl. 3/11 1935).

kav·håndet	kavle
Sidens top